Cykel-lotto

Det lyder som et eventyr, en skrøne fra gamle dage, men det er sandt: Der var engang, hvor man som cyklist kunne blive stoppet af politiet, og hvis man havde kørt rigtigt pænt, fik man en halvtredser af den rare politibetjent. Se, det er positiv trafikvane-regulering. Selv fik jeg aldrig halvtredseren, men jeg havde hørt om en, der kendte en, der havde hørt om en, der fik den. Det ku’ vi godt bruge noget mere af, altså positiv særbehandling af lovlydige trafikanter.
Nu skal det koste 700 kr. at køre på cykel uden hænder, som om det ikke er svært nok i forvejen at køre uden hænder og at være cyklist i cykellandet Danmark. De nye bødetakster fra vinteren 2012 virker lige lovligt høje. Som Cyklistforbundets direktør, Jens Loft Rasmussen, siger: “Folketinget skyder gråspurve med kanoner i denne sag. Det kan ikke passe, at det skal koste en kvart cykel at tale i mobil på en øde cykelsti ved Holstebro. Det hænger jo ikke sammen.”
Hvorfor ikke tænke mere positivt: Kan vi ikke motivere trafikanterne til at overholde spillereglerne?
Jo, vi kan så! Og jeg faldt jeg over et meget positivt trafikvane-reguleringstiltag; et hastighedslotteri. Det er tilsyneladende et svensk-tysk-amerikansk samarbejdsprojekt. Er det ikke fremragende? Hvis man på en given strækning overholder hastighedsgrænserne, deltager man i lodtrækningen om en del af indtægterne fra bøderne til dem, der ikke overholder hastighedsgrænserne. Det er så for billister og godt nok, men det kan sagtens udtænkes til cyklister: Den rare betjent stopper dig en morgen og giver dig en lodseddel
Alt her i livet kan jo laves til et lotteri, vi elsker lotterier – tænk hvis du vandt! I love it – der er altid 100 mio. i hatten et sted.