En tegner skal kende sit publikum, bruge de visuelle værktøjer: det sprog, de symboler, de metafoer og referencer som publikum kender, kan aflæse og forstå. Publikum på den anden side skal sætte sig ind i den kontekst tegningen forholder sig til. Tegneren er forpligtet over for sit publikum, som de er forpligtet på at kende sammenhængen, og tegningen er bundet i konteksten.
Med internettet bliver tegningen fjernet fra sin kontekst og de begivenheder den er en reaktion på. Tegningen bliver spredt til et langt større publikum, end vi havde i tankerne. Vi er gået fra at tegne regionalt, til at blive delt globalt. De indforståede pointer ryger, sproget ændre sig, og tegningerne bliver misforstået. Tegneren er ansvarlig overfor sin publicist, sin redaktion og sine læsere, men ikke over for alle folk på jord. Folk har ret til at blive forargede over tegningerne, for de udtrykker en holdning som alle ikke er enige i. Men selv de mest forargede kan forstå pointen, hvis de forstår konteksten – problemet er dem der misforstår, fordi de ikke kan forstå eller fordi de ikke vil forstå … for tegneren bliver stadigt stillet til regnskab.
Hvilke tanker bør man gøre sig når man pludseligt tegner til et meget stort og sammensat publikum? Skal sproget ændre sig – skal alle tale engelsk, skal vi respekterer alle mulige og umulige regler for hvad man må og ikke må i en globaliseret humor, i en verden med Amerikanske normer. Vores sprog, metafoer, symboler og referencer bliver stadig færre og mindre i takt med at vores publikum vokser. Skal vi gøre som Svenskerne? Sætte regler op for alt hvad der bliver sagt og gjort. Handler det nu kun om at blive forstået og misforstået af et så stor publikum som muligt?