Tegnere tegner tegnere, er en bog om Danske Bladtegnere gennem mere end to hundrede år. Se mere hos forlaget – her er mit forord:
”Er det Verdenshavet?”, spørger Gysse sin far, svaret lyder: “Nej, lille Gysse, det er Frederiksholms Kanal”. Verden er meget større, end Fritz Jürgensens Gysse-figur havde regnet med. Med Gysse ser vi den lille andedam, Frederiksholms Kanal, som var det Verdenshavet. Flere generationer danskere kendte til denne metafor, for op gennem det 20. århundrede kunne man til enhver tid citere sin Fritz Jürgensen. Gysse er lykkelig i sin andedam – lige så lykkeligt uvidende, som danske bladtegnere var før Muhammed-krisen, inden “Verdenshavet” åbnede sig under os.
Det 21. århundrede var bare fem år gammelt, da de danske bladtegninger kom på alles læber og blev en sag, der ikke ville gå væk. Verdenshavet havde åbnet sig og truede med at opsluge os. Jyllands- Posten havde i samarbejde med foreningen Danske Bladtegnere sat et eksperiment op, man ville teste ytringsfriheden i fuld skala. Herboende muslimer skulle kunne tåle “hån, spot og latterliggørelse” – lige meget hvad… Det blev af mange dengang opfattet som et racistisk og islamofobisk kampskridt. Spørgsmålet står stadig ubesvaret: Var J-Ps projekt et ærligt forsøg på at teste halvanden milliard muslimers forståelse for dansk demokrati? Det blev en åben krig, en religionskrig, og bladtegnerne var de små soldater, der skulle først ud på den minerede slagmark.
Men sagen med de danske bladtegninger styrkede interessen for vores fag. Og alt omkring dansk bladtegning var med et forandret som ved et trylleslag. Alle så os, og alle havde en mening. Pludselig gik det op – også for os – at verden havde forandret sig, at en æra var ved at slutte, at den tid, hvor dagbladenes “Dagens tegning” var en selvfølgelighed, hvor alle læste aviser, og enhver havde sin favorittegner, var forbi. På én gang var der ikke mere plads til en venlig karrikatur, en spydig politisk kommentar, en politisk satire fra “Avisens håndskrift”, som vi så poetisk blev kaldt, og politikerne følte, at det var en ære at blive karrikeret i avisens spalter.
Dansk bladtegning har ingen uskyld – vi flyder på det digitale verdenshav, og alle ser med. Og stregerne bliver forstået eller misforstået eller revet løs fra sin kontekst. Ny moral og etik presses ned over bladtegnernes satire. Pludselig var det ikke bare den redaktionelle linje, der talte, men også folks mening og moral, og på de digitale fora fik holdningerne frit løb. Pludselig måtte vi ikke det ene og ikke det andet og oplever, at vore “ofre”, og især deres medløbere, bliver fornærmede og vil bestemme, hvad vi må og ikke må. Ude ved tegnebordene ryster tegnerne om ikke på hånden, så på hovedet.
Men mærkeligt nok, eller måske netop derfor, er det lykkedes Danske Bladtegnere at tiltrække en ny generation. Vi ved det godt, de unge ved det også: vi står på skuldrene af vores kolleger. Generation efter generation af bladtegnere har ladet sig inspirere af ældre kolleger og satirikere gennem fagets 200 år gamle historie. Vi står i uendelig gæld til “de gamle”.
I 2014 tog netop denne debat fart – kender den nye generation af tegnere det fundament, de står på? Jo, det gjorde de selvfølgelig og på Erik Petris udfordring tog de med ud i spidsen af de gamle mestres penne. Ideen var helt enkel: lav en tegneserie-side – en grafisk fortælling om en dansk bladtegner, du holder af – en, hvis streg du kan lide eller hvis værker har haft betydning for dig – og for mange danskere. I første omgang skulle siderne udstilles på Copenhagen Comics 2015. Men projektet voksede i hænderne på Erik, og i dag står du med resultatet: En bog, der er de enkelte tegneres meget personlige fortolkning af, og hyldest til, forbilledernes værk og liv.
Tegnerne har tegnet tegnerne – vi synes selv, det er en perle – og vi er mange i kamp for ytringsfrihed, et helt regiment. Fritz Jürgensen ville have sagt “Rid længere borte, Du! vi er’ jo et heelt Regiment”.
Lars Refn
Formand for Danske Bladtegnere
Januar 2017